Jeg har gået vejen – tabt 50 kg. – og sidenhen holdt vægttabet. Så foruden min faglige baggrund, så har jeg også helt personlig erfaring med en vægttabsproces. Og efterfølgende vedligeholdelse heraf.
Det betyder ikke at jeg ved, hvordan det er at være dig, eller at jeg er helt særligt klog på DIN kommende proces. Det betyder blot, at jeg kender til det at kæmpe. Og da du måske kommer til at dele din historie med mig, så vil jeg også dele min med dig:
Jeg har været overvægtig i størstedelen af mit liv, og da jeg rundede 30 år rundende jeg også en vægt på omkring 120 kg – jeg kender ikke den præcise vægt, da det at veje mig ikke ligefrem var min yndlingsbeskæftigelse. Jeg havde flere vægttabsforsøg bag mig – alle sammen med udgangspunkt i den kur der trendede på netop det tidspunkt. Men intet virkede – i hvert fald ikke på den lange bane.
Da jeg havde rundet de 30 år besluttede jeg mig for at kontakte en personlig træner. Jeg havde egentlig opgivet tanken om et vægttab. Jeg tænkte, at jeg nok bare var en af dem der ikke kunne tabe mig – mon du kender den tanke? Det var ikke fordi jeg ikke ønskede det, og jeg var på ingen måder tilpas i min krop, men jeg havde opgivet. Alt håb var væk.
Alligevel tog jeg kontakt til en personlig træner, fordi jeg tænkte, at det nok ville være fint at holde mig i gang – at være sund.
Og heldigvis for mig, hørte træneren imellem linjerne til vores opstartssamtale, at jeg havde en svunden drøm om at tabe mig. Så træneren gav mig et løfte: ”hvis du lover at gøre som jeg siger, så lover jeg at du taber dig”. Så det gjorde jeg – igennem 1 år, uden den mindste slinger, og med alle de indre kampe man overhovedet kan forestille sig. Jeg fulgte en kostplan, og veg ikke fra den en eneste gang – i hvert fald ikke uden at spørge, og uden at få lavet en plan for, hvordan jeg skulle spise, hvis fx jeg skulle ud i byen. Og 1 år senere stod jeg som ”normal”vægtig. Jeg var nået i mål, og det føltes fantastisk og på mange måder uvirkeligt.
Den dag i dag har jeg stadig den største respekt og taknemmelighed over for min daværende træner.
Ud fra min historie kan man få indtrykket af, at jeg har en helt særlig viljestyrke, og at en kostplan er vejen frem, men faktum er, at det på ingen måde er sandheden. Kostplanen skabte nogle rammer omkring min spisning, men det var snarere den gennemgående støtte jeg havde i mit forløb, der gjorde udslaget.
Og vigtigst af alt, så var min vægttabsproces på ingen måde slut, da jeg var i mål med tallet på vægten. Faktisk tænker jeg at rejsen for alvor først startede her, for jeg havde rigtig nok arbejdet med maden via min kostplan, men jeg havde ikke lært at navigere selv og jeg havde ikke fået styr på alle de mekanismer, der lå bag min spisning og mit forhold til maden. De efterfølgende år lå der således stadig arbejde foran mig. Et arbejde der var nødvendigt for at vægttabet ikke blev til en efterfølgende vægtøgning. Et arbejde jeg i dag ved, at jeg aldrig ville kommen udenom at skulle igennem. Et arbejde der tog udgangspunkt i de psykologiske redskaber og viden jeg tilegnede mig på psykologstudiet og som i dag er grundlæggende for den måde, jeg arbejder med mine klienter på.
Som udgangspunkt arbejder jeg således ikke med kostplaner i dag, fordi jeg tror på at der findes andre veje til et vægttab – veje hvor vi allerede fra start arbejder med de vaner, mønstre og mekanismerne, der går forud for din spisning, og hvorigennem vi kan skabe et vægttab der er langtidsholdbart. En vej, hvor du lærer at have et frit og afslappet forhold til mad. Hvor du lærer at kunne nyde alt slags mad i passende mængder og stoppe igen. En vej, hvor du stille og roligt lærer dine mønstre at kende og bryder med dem, der ikke hjælper dig, så du en gang for alle kan sættes fri for de indre kampe. En vej, hvor du vil erfare at følelser kan håndteres med andet end mad og du vil lære at kunne handler i overensstemmelse med det der er vigtigt for dig, uafhængigt af dine følelser.
I dag er jeg i mål, og mit forhold til mad er godt. Det betyder ikke at gamle mønstre og vaner ikke kan dukke op. Men det er okay, lige som det skal være, og helt naturligt, når man som jeg har så mange års vaner og mønstre som er brudt. 95% af tiden spiser jeg med ro, nærvær og nydelse, uden frygt for vægt, sundhed mv. Og når de gamle vaner ind i mellem kigger op til overfladen, så er det netop de redskaber jeg vil lære dig, som jeg benytter. Derfor er det SÅ vigtigt at få de rette redskaber, så du vedvarende kan tage hånd om dig, din spisning og dit velvære.
