Elsk din krop – eller hvad?
Drømmer du om at elske dig selv – du ved, på den der måde, hvor du kigger dig i spejlet og har det 100 % godt med det du ser? Hvor du værdsætter din (måske) bløde mave og dine lår – eller hvad der nu lige trigger DIG? Hvor du ikke kun fokuserer på små områder af din krop, som du synes om, men hvor du kan tage hele kroppen ind og elske den, som den er?
Måske føler du dig endda lidt forkert, fordi du ikke helhjertet kan hoppe med på selv-kærlighedsbølgen?
Det kan være, at du har forsøgt at elske dig selv – at stå foran spejlet og sige en masse komplimenter højt, men lige lidt har det virket? Måske har du blot følt dig fjollet? Eller måske har det haft en kort effekt, for derefter at drukne i alt andet en selvkærlige sætninger?
Hvad nu, hvis jeg sagde at du ikke behøver at elske dig selv? At du gerne må stoppe med at prøve…
Misforstå mig ikke, hvis du kan nå dertil, hvor du virkelig elsker dig selv – og hele dig – så er det bare fantastisk, og det ville jeg ønske for alle mennesker. Men for mange er det et stort krav at stille til sig selv, og potentielt (endnu) et område, hvor du vil føle at du fejler. Særligt fordi vi ikke har kontrol over vores følelser, hvor dejligt det end ville være, hvis vi havde.
Og egentlig så handler dit syn på kroppen yderst sjældent om kroppen, men derimod om, hvordan du har det. Du læste rigtigt! Det handler langt oftere om dine tanker og dine følelser, end det handler om din fysiske krop.
Måske du kender følgende scenarie: du står om morgenen og kigger dig i spejlet og synes egentlig du ser ganske fin ud; tøjet sidder som det skal, make-up’en spiller og kroppen ”er da ikke så slem”. Du går ud af døren den dag med et smil på læben. Dagen efter (eller måske endda senere samme dag) står du foran selvsamme spejl og tænker: ”hvor er jeg dog bare xxxx (indsæt selv: tyk, grim, kikset, for meget, for lidt osv)” og nu går du pludselig nedtrykt ud af døren.
Men tænk lige over det: kroppen kan ikke ændre sig så markant henover få timer – det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.
Det kan dit kropsbillede til gengæld – fordi det påvirkes af dit humør, dit overskud, dine følelser. Og endda også af hvad du er på vej ud af døren til, hvor ting der gør os nervøse ofte også forplanter sig i kropsbilledet.
Så måske du kan øve dig i en mere neutral holdning til kroppen? Og i stedet for at dagligt at bokse med elsk-dig-selv-bølgen, så bruge energien på at undersøge hvad det er, der faktisk larmer – hvilke svære tanker og følelser der rumsterer og forplanter sig til din krop – og tage dig af dem – med nysgerrighed og omsorg. Lige der handler du med kærlighed, frem for at føle kærlighed. Og dét er noget du faktisk kan tage kontrol over – dine handlinger – men mere om det i næste opslag: selvkærlige handlinger forud for selvkærlighed.

